Skip to content →

Er nøglen til gennemført uddannelse karakterkravet – eller manglen på samme?

Journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, i Århus har netop slået dørene op for et nyt kuld studerende på første semester. Én af de nye unge spirere er 23-årige Rasmus Skannerup Kleis, som mærker en markant tilgang til tingene på professionsbacheloruddannelsen.

Frafaldet blandt studerende på DMJX ligger efter et års studie på bare 4,9 procent.

Af Anders Lang Jensen

Et nyt kapitel starter for mange unges vedkommende, når tiden som nyudklækket student og fri fugl bliver erstattet med en tilværelse som studerende på en videregående uddannelse. Faktum er dog, at andelen af unge, der dropper ud fra deres uddannelse, flere steder er høj, mens andre institutioner ikke tilnærmelsesvis oplever samme problem.

Valgene for de unge er mange og retningerne forskellige – og det samme er uddannelsesinstitutionernes frafaldsprocenter. En nylig undersøgelse fra 2021, foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut, viser, at 17 procent af studerende på en universitetsuddannelse er droppet ud inden for det første års studie.

Samme problem oplever de imidlertid ikke på journalistuddannelsen hos DMJX. Her er der tale om en professionsbacheloruddannelse, og der viser sig en mærkbar forskel.

Ligger nøglen i karakterkravet – eller manglen på samme?

På DMJX benytter de sig af den sagnomspundne optagelsesprøve som nøglen i deres optagelsesproces af nye studerende. Der er altså ikke tale om et karaktergennemsnit i optagelsen, og det spiller rolle, mener journaliststuderende i Århus Rasmus Skannerup Kleis:

”Det er ikke nemt at komme ind på DMJX, og man kan ikke være sikker på bare at søge næste gang, da der ikke er et fast karakterkrav. Derfor giver jeg den en ekstra skalle på studiet, eftersom man er kommet gennem nåleøjet denne gang så at sige. Så det betyder helt sikkert meget for de studerendes holdbarhed på uddannelsen,” siger Rasmus Skannerup Kleis.

Netop det understøttes af frafaldsprocenten på DMJX. Ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var frafaldet af studerende på journalistuddannelsen efter første studieår på 4,9 procent i 2019. Forskellen mellem universitetsuddannelser og journalistuddannelsen på DMJX er altså mere end 12 procent.

Spørgsmålet er så bare, hvor årsagen ligger. Er det institutionens optagelsesproces, der tager æren, eller er det ansøgernes ærgerrighed for uddannelsen, som sørger for et lavt frafald og et højt antal færdiguddannede?

Published in Uncategorized

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *